|
Efter mange ture i Norge vil vi gerne dele ud af vore erfaringer, så her er 3 forslag til vidt forskellige norgesture.
Den lille norgestur
Denne tur kan klares, uden at forhaste sig, på en uge, men man kan også bruge 14 dage uden at kede sig.
Vi kan til denne tur bruge Larvik eller Oslo som udgangs-punkt, eller hvis man kommer fra Sverige-siden kan færgeruten Moss-Horten tværs over Oslo-fjorden, meget anbefales, den sejler ofte og er ganske billig.
Første station på ruten er Kongsberg, og kommer man fra Horten, fører der en dejlig snoet vej over Hvittingfoss. Kongsberg er specielt kendt for sine gamle sølvminer,og man bør absolut unde sig selv den oplevelse, det er at se dem.
Det går vestpå, efter Notodden komme man forbi Norges største stavkirke i Heddal. l Sauland er der mulighed for at dreje fra den slagne vej og køre op gennem Tuddal, forbi Gausta (1383 m) til Rjukan og derefter tilbage til hovedvejen længere fremme.
Det går opad, på turen kommer vi først over Haukelifjeldet, vejens højeste punkt er 1085 m. Har man lyst til at komme højere op kan man tage den gamle vej. Senere forlader vi Europavejen og kører nordpå forbi Odda til Kinsarvik. Her var tidligere det meget stort færgested, hvor hovedvejen Oslo-Bergen krydser Hardangerfjorden. Det er nu flyttet til Brimnes ved Eidfjorden, 20 km længere fremme.
Der er ny vej op mod Hardangervidden. På den gamle strækning kører et "Gummihjulstog" op til Vørringsfossen Vejen over Hardangeren når op på 1250 meter over havet.
Vel "nede" igen er vi kommet til Geilo og kan nu vælge flere forskellige ruter. For eksempel gennem Numedal til Kongsberg, eller gennem Hallingdal til Hønefoss. Men jeg foreslår ruten over Gol til Fagernes og Dokka, herfra går vej 245 på vestsiden af den lange smalle sø Randsfjorden til Hønefoss.
Den store klassiske vestlandet tur
Hvis man er blevet begejstret for norgesture, dukker navne som Trollstigveien og Geiangern op. Så det må også prøves, og kobler vi flere af de kendte strækninger på, så når vi frem til det nordmændene kalder "Den store klassiske vestlandet tur".
Jeg vil anbefale at starte op gennem Sverige, forbi Trollhättan, ind på vej 172 til Åmotfors og over grænsen. Fra Kongsvinger ad den lille vej over Flisa til Elverum. Nordøst på til Trysil og videre op langs Femundsøen til Røros, som er en gammel kobbermineby, og nok et besøg værd.
I Trondheim er der en masse at se, men det overlader vi til turistbrochurerne at fortælle, og begiver os vestpå. Lidt afhængig af tid og lyst, kan man tage helt ud til kysten, men da det koster mange og lange sejlture, holder vi os lidt inde i land, så bliver færgeturene ikke så lange.
Sydvest over Sunndalsøra til Åndalsnes. Ved Sogge Bru begynder Trollstigveien, det er en imponerende bjergvej, som fører over Trolltindane fjeldet, vejens højeste punkt er 850 m. Derfra går det langsomt nedad til Valldal og færgestedet Linge.
Efter den korte sejltur til Eidsdal går det langsomt opad, og pludselig breder der sig et fantastisk panorama ud - Geirangerfjorden. Det passer lige at gøre holdt ved Ørnesvinget og tage nogle billeder. Udsigten er så betagende, at jeg blev ret længe på stedet første gang, efter den lidt klamme tåge på Trollstigveien, var det som at komme til en anden verden, jeg forstår godt at Geianger-området er meget besøgt.
Vi laver en afstikker op til Dalsnibba, hvor man kan køre helt op til toppen, 1476 m. Den videre vej til Grotli er bar og øde, men af meget god kvalitet. Vejen ligger i mere end 800 m højde.
I Lom, begynder den 139 km lange vej over Sognefjelde, efter at have passeret Galdhøpiggen (2469 m) når vejen op i en højde af 1440 m.
Efter færgen til Revsnes, er der igen en smal fjeldvej til Aurland og Flåm. Den helt store attraktion er en tur med Flåmsbanen, den er 20 km lang og stiger 850 meter.
Den gamle vej over Stalheimskleiva bærer det magiske stigningstal 1 : 20. Efter Voss vælger vi den lidt mindre vej over Dale til Bergen. Byen overlades til guidebøgerne og kører videre.
Efter et stykke hovedvej drejer vi fra ved Tysse. Vi kommer forbi baroniet Rosendal, et miniatureslot i stil med Rosenholm ved Hornslet, det er en arkitektonisk perle og med en smukt anlagt barokhave.
Vi følger vej 13 over Ölen, Sand og Hjelmeland, vi skal med en masse små, men forholdsvis billige færger, for at nå frem til Stavanger helt ude ved Atlanterhavet.
Så går det videre langs kysten ad vej 44, forbi Egersund og Flekkefjord, som er den gamle hovedvej fra Oslo til Stavanger. Der er på sine steder tale om et meget imponerende vejanlæg, hugget ind i den lodrette bjergvæg - prøv det hvis du tør.
Vil man ikke med færgen til Hirtshals, er det et godt forslag at køre over Evje og Åmli, langs søen Nisser, der går en kabelfærger tværs over søen. Videre til Vrådal og østover forbi Vrangfossen og det imponerende sluseanlæg på Telemark-kanalen, at se på slusetrafik kan have en vis underholdningsværdi - prøv selv.
Nordkap
For mange står den nordligste spids af Europa som et mål, der helst skal nås før eller siden. Der er ca. 2500 km til Nordkap, alt efter hvor man bor i landet. Det bliver altså en tur på mindst 5000 km inden man er hjemme igen. Det er ikke umiddelbart nogen formidabel lang tur, men når det kommer til stykket er der alligevel ikke mange der når derop. Derfor kun en kort omtale af den rute jeg vil anbefale kommende Nordkap-farere, en rute jeg selv har kørt 2 gange (på motorcykel).
De fleste har det nok på sammen måde som jeg. Man vil gerne hurtigt frem til målet for turen, så kan man bedre tage den med ro omkring stedet eller på vejen hjem. Til det brug kan man bruge hovedvejen op gennem Sverige. Undgå dog Stockholm og kør i stedet ind over Örebro, Ludvika og Borlänge, så kommer man igen ud til kysten igen ved Gävle eller Söderhamn.
l Piteå, ca. 50 km før Luleå, vil jeg foreslå igen at forlade Europavejen og køre op over Jokkmokk og Gällivare, måske med en afstikker til Kiruna. Herved når man frem til den finske grænse, som følges ca. 40 km i sydøstlig retning. Derfra går det op over Finmarken til Alta og videre til Magerøy, tidligere med færge, men nu er der en dyb tunnel, fra Honningsvåg er der 33 km til målet.
Denne del af turen kan klares på få dage, uden at skynde sig. Men tilbageturen ned gennem Norge skal man afsætte mindst 10 dage til, og med afstikkere til de større kystbyer kan det nemt tage meget længere tid. De to steder jeg især husker fra turen, var de to fjeldovergange, Kvænangen og Saltfjellet. Men ellers er det bare at følge Riksveien, som den hedder, helt til Oslo.
Som rejsefører kan jeg varmt anbefale Politikens: "Turen går til Norge". Af kort bør man vælge størrelsesforholdet 1 :1 mill. Cappelens kort 1 :325.000 er også meget fine, men pas på, man taber let overblikket.
Og så - God fornøjelse !
Michael
|
|
