|
Den 2. december 1991 forlod vi det regnfulde Danmark, for en uge senere at mødes med 4 motorcyklister på den ligeledes regnfulde spanske "Solkyst" lidt nord for Gibraltar.
Som på en anden planet
At komme til det afrikanske kontinent er som at lande på en anden planet, alt det vi tager som en selvfølge er forsvundet som ved et trylleslag, man har en følelse af at tiden har stået stille.
I Marokko overnatter vi blandt andet i den kendte oase "Source Bleu de Meski" (den blå kilde), men inden vi når så langt må en af motorcyklerne vende om efter et kedeligt uheld, dog uden tilskadekommende.
Marokko er et smukt og spændende land, som er værd at kigge nærmere på. Men vort mål er den store ørken, og den er vi nu på vej ind i.
Hos hyrderne
Den nat deler vi lejr med et par gedehyrder i et øde stenområde med lave bjerge, lidt nord for Bechar. Fuldmånen bader det smukke sceneri i sit sølvagtige skær.
Stenørkenen afløses efterhånden af sandørken og der ligger de så, sanddynerne, op til 200 meter i højden, og går man op på dem, ligger de så langt øjet rækker i deres uendelige skønhed.
Sandet er meget fint og farven varierer fra stærk okkergul til murstensrød og himlen er utrolig blå, her er ikke en lyd, den store stilhed gør næsten ondt i ørerne og man føler sig meget, meget lille.
Kurs 120 gennem ørkensandet
Det er lige nøjagtig her det viser sig som en god ide at være MC'er og bil sammen. Man orienterer sig efter nogle cementpæle, der kaldes "balise", de er et par meter høje og står med en afstand af 1 km, hvis de da ellers er der. Kompasset siger kurs 120, men man er nødt til med mellemrum at zik-zakke på grund af blødt sand, og så kan motorcyklerne køre ud i en vifte, for at finde den næste "balise".
Det værste sker - bilens motor "dør" - og der er kun en halv time til det bliver mørkt. Der er ikke noget at gøre, vi må slå lejr, det lykkes lige at hoste bilen over til nogle klipper.
Næste morgen må der laves sindrigt snoretræk til det andet karburatorspjæld, på den måde lykkedes det at tilbagelægge de 15 km til oasebyen In Salah.
Vi bliver på campingpladsen et par dage, får vasket tøj, afprøvet det medbragte brusebad til solopvarmning og ikke mindst bliver karburatoren skilt ad og alle dyser blæst igennem med fodpumpen, så er den klar igen.
Juleaften og solopgangen
Målet for rejsen er bjergpasset Assekrem højt oppe i Hoggar-bjergene Her holdt vi Juleaften sammen med vore tre MC-venner. Det blev en hyggelig aften, men kold. Vi tilberedte et festmåltid af diverse sammenbragte ting og sager, og sad så i bilen alle fem, afsang et par julesalmer og læste juleevangeliet.
Solopgangen blev en betagende oplevelse i disse storslåede omgivelser, julemorgen ved det lille kapel som Charles Foucauld byggede i begyndelsen af dette århundrede, og hvorfra enhver seriøs Sahara-rejsende MÅ se solopgangen.
Vi blev på stedet en hel dag for at reparere nogle af de skader der var opstået på den 80 km lange bjergvej, som det havde taget 5 timer at køre, det siger noget om beskaffenheden.
Røveri i bjergene
Men det er ikke nogen selvfølge at alt går godt. På vej tilbage måtte vi hjælpe en engelsk familie der har været udsat for væbnet røveri, de havde mistet deres bil og de fleste ejendele.
Den første dag i det nye år drejer vi næsen nordpå, nu uden rejsefæller. Efter den ubehagelige oplevelse i bjergene tænker vi meget på sikkerheden, og kører derfor de 658 km til In Salah på én dag, selv om vi så er nødt til at køre det sidste stykke i mørke.
Til fest i oasen
På tankstationen i In Salah møder vi en ung algierer, han har tilknytning til Skandinavien og inviterer os på besøg når vi kommer til Ghardaia, 650 km længere nordpå.
Det bliver et par begivenhedsrige dage i og omkring Ghardaia, i selskab med den unge algierer og hans mange venner. De holder en lille fest i den gamle del af oasen og vi prøver at spise Cous-cous af fælles fad.
Efter endnu et stykke ørkenkørsel med kort og kompas i det sydlige Tunesien, tager vi færgen til Sicilien.
|
|
