Vi drager til Island ved at sende bilen med fragtskib. Den bliver pakket i container, sammen med tre motorcykler, som vi aftaler at møde ved den lille sø Álftavatn.

     Den gamle og vanskelige fjeldrute "Fjallabak Sydri", løber øst-vest mellem Hekla og Mýrdalsjökull. Man skal forcere en masse vand og islændingene strør ikke om sig med skilte, så det gælder om at passe på. Alftavatn ligger i 537 m højde, omkranset af irgrønne bjerge med sneklatter.
     De unge MC'ister er ikke udelt begejstrede for turen, og cyklerne er med garanti også meget renvaskede. Vi får lavet en hyggelig lejr og fyret op i grillen og spiser "Heita pylsur".
     Det er meningen at vi vil køre nordpå ad Fjellabakka Sydri, men der er vandet endnu dybere, så det ender med at vi kører de 7 km tilbage til det store vadestedet med gangbro, og hjælper hinanden med at få cyklerne over på den anden side.
     Sammen med to andre biler forsøger vi at køre den anden vej ud af området. Vi kommer en tur rundt i et fantastisk landskab, bestående af høje lamaformationer og kulsorte askebjerge, dækket af lidt for rigelig sne til at vi kunne komme igennem, så vi må ud på en længere omvej for at komme videre til Landmannalaugar.

Vi ses i vandet
     Fire dage senere mødtes vi igen, denne gang på den 16 km lange og vanskelige sidevej op til Vatnajøkull, hvor

Gletschersøen Lonid ved Myrdals-jökull.

Skogafoss vandfaldet med campingområde lige ved siden af.

Kjølur-ruten er den vestlige af hjulsporene tværs over det øde indre

Toyota'ernes kapsejlads på vej mod Álftavatn.

man kan køre snescooter. De tre kommer lige deroppe fra og er helt store i hovedet af begejstring.
     Vi aftalte at mødes i en "hot pot" i Høfn efter vores tur på toppen. 
     Motorcyklerne holder fint parkeret udenfor badet med hele oppakningen på. Island er et herligt land at rejse i, ingen stjæler noget, ingen forsøger at slå plat, masser af rent vand, natur og så disse skønne oaser af velgørende varmt vand.

Er vejen skyllet væk ?
     Da vi nu er en bil og tre motorcykler sammen, besluttede vi at følges ad for at kigge nærmere på vejen over Lónsheiði. Første del af de 25 km lange genvej er rimelig, det går bare opad, men kort efter højeste punkt er sporet delvis skyllet væk.
     En af gutterne går i gang med skovlen. Vi finder store sten og Michael går videre for at rekognoscere. Der er et par steder mere der skal passeres med lidt behændighed, inden vi er vel nede på den anden side.
     I Egilstadir får vi fyldt alt det benzin på vi kan have og så går turen langs den smukke turkisblå sø Lagarfljöt, der er kranset af den mest utroligt grønne vegetation. På vejen passerer vi gennem Islands eneste skov af lavstammede birk og nåletræer. Vi drejer fra mod Snæfell.

Masser af vand
     Efter 20 km begynder de gule skilte igen. MC'ernes oppakningerne ligger godt og tørt i bilen. Første mand over vandet bliver våd  -  meget våd. Resolut stiller han cyklen fra sig og vader tilbage over elven og tilbyder de to andre at trække deres cykler over, så de ikke også bliver våde.
      I en dejlig grøn dal med en brusende elv i slår vi lejr for natten, det er efterhånden blevet midnat og vi skal lige have lidt varmt at spise og drikke for vi går til køjs.
     Inden vi kører videre næste dag får vi lige vendt verdenshjørnerne en halv omgang. Aftenen før havde vi fået vendt lidt op eg ned på nord og syd. Men pludselig behagede solen  at vise sig i vest. Jeg fik øje på Michael værktøjspakke som han meget praktisk havde lagt til tørre lige bag kompasset og da jeg flyttede den tog nålen en halv omgang.

I kæmpevulkanen
     Nu går turen mod Askia, Islands største vulkan med en omkreds på 54 km. Hvilket brag det må have givet i 1875 da Viti, en mindre vulkan i den store Askia-krater eksploderede og dækkede det halve af Island i slagger, aske og pimpsten. Det er som at være på en anden planet, man ville ikke blive spor overrasket hvis der pludselig stod en lille grøn mand med en kost.
     Solen stråler og MC'isterne boltrer sig i det storslåede landskab. Det sidste stykke op til Askia er en 8 km lang køretur i kulsort lava der ligner størknet karamel. Der er godt en halv times gang ud til kratersøerne.
     Motorcyklisterne kører nordpå til Myvatn, vi overnatter på camping-pladsen ved Askia, her er en fantastisk international atmosfære, som vi husker fra pladsen i Tamanrasset, midt i Sahara.

Islands værste vej
     Næste dag er det den 31. juli, vi drager syd og vest om Askja for at køre fjeldrute F 98 til Nydalur, det er en strækning på 115 km og den var først blevet åbnet 5 dage tidligere, det er noget af en køretur vi kommer på.
    Efter ganske kort tid går det over til ren ørkenkørsel, det kulsorte sand fyger en halv meter over underlaget, gule markeringspæle angiver retningen, det er også strengt nødvendigt, sandet sletter vore spor pr. omgående.
     Efter ca 10 km begynder lavaen store ruflede "kandis"-lignende blokke der tårner sig op i 3 til 5 meters højde, man føler sig som en myre i en bolchekrukke, området er enormt, sort lava så langt øjet rækker.
      Vi tygger os langsomt igennem, køretøjet vrider og vånder sig, hastigheder er reduceret til skridt-gang, 5 - 7 km/t. Så bliver alt pludselig til store sten og derefter igen lava, denne gang ligner det en kæmpe gryde stift havregrød, det er ren rutschebane, men de gule pæle er der gudskelov, ellers havde man været lost i denne labyrint.

Alene i verden
     Vi følte os helt alene i verden, først ved 2-tiden om eftermiddagen møder vi den første bil, han kunne heldigvis fortælle at vi var over det værste og der ikke var ekstremt dybe vandløb at passere. 
      Lidt senere bliver vi indhentet af en halv snes motorcykler, fortrinsvis tyske turister. De er trætte, for det løse sand havde være meget tungt at komme igennem. 
     Det tog 7 timer at køre de 115 km, efter sigende Islands værste vej og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Intet sted i verden har man så meget fornøjelse af hver eneste dråbe benzin som her.

På "Perlens" top
     Tilfældigt mødes vi alle i Reykjavik, på pladsen foran Perlen, der fra sin glaskuppel på toppen af 6 store geotermiske tanke har en flot udsig over byen. Gensynsglæden er stor, og over en kop eventuelt i Perlens cafeteria bliver rejsens højdepunkter genopfrisket. Een ting vi er meget enige om er, at udfordringerne er store, men belønningerne er endnu større, Island er hele verdens "Snehvide".
     Scenerierne skifter ustandseligt og det ene mere unike landskab afløser det andet. Det er modsætningernes land i sort og hvidt, varmt og koldt. Neongrønne fjelde, vidtstrakt grå ørken, turkisblå gletchere med søer i samme betagende farve. Områder med kogende svovl og mudderpøle, uendelige lavamarker, frodige oaser med varme kilder, vulkankratere og storslåede vandfald.
     Vejret er et kapitel for sig, det ændrer sig ustandseligt, så alle dage kan byde på  sol og sommer, regn og rusk, tåge og sne og midt i dette utrolige landskab, blomstrer millioner af små gule, lilla og hvide blomster
-  man taber ikke bare næse og mund. 
-  man taber også sit hjerte til Island.

Ulla Häll

Efterskrigt:
     Det kan anbefales at læse Politikens "Turen går til Island" og ikke mindst Skarv-guide "Island rundt" er rigtig god.
     Husk kort, vi anbefaler målestok 1:500.000 fra Landmælinger Islands, kan købes hos Nordisk Korthandel, 33 13 26 38.

Vil skulle selvfølgelig ud at køre fast i sneen.

Vejen måtte repareres, for at få bilen med.

Vejkryds i ødemarken på vej mod Askja.

De to Michael'er skubber motorcyklerne over et vadested.

Ind til Landmannalaugar skal der passeres 2 vandløb. Her "hjælpes" en personbil igennem.

Pladsen ved foden af vulkanen Askja er i besiddelse af den helt specielle stemning, der  kun findes på sværttilgængelige steder.

Vandfaldet Godafoss mellem Akurayri og Myvatn.

Selv i den golde lavamark skal der kun lidt vand, for at få græs og blomster til at vokse op.

Solnedgang og flotte skyformationen er altid et billede værd.